3. Lær at håndtere et (for) højt arbejdstempo

Det behøver ikke være et problem, at vi ’løber stærkt’ på jobbet. Problemerne opstår, når tempo og distance ikke passer sammen.

Som management konsulent plejer jeg at forklare det sådan her: I gamle dage når man gik på arbejde, så løb man maraton hver dag. Men når man kom hjem, holdt man fri.

Med alt det digitale har vores arbejdsdag jo forandret sig. I dag kredser tankerne konstant om arbejdet. Og de stimuleres af adviseringer, mails og notifikationer, som rammer os uanset, hvad klokken er og, hvor vi befinder os. Det svarer til, at vi løber maraton – ikke som i gamle dage. Men maraton i sprint tempo. Det er derfor, nogle brænder ud.

Jeg ser det ofte i store virksomheder: Ledere og medarbejdere er nødt til at prioritere drift og udvikling på én gang. Det kan man godt. Men det kræver en særlig opmærksomhed på egne arbejdsvaner, hvis det ikke skal gå ud over resultater, helbred og familie.

Hvis du træner sprint, holder du jo også pauser. Ellers kan du ikke regenerere og komme i topform. Det samme gælder for dit arbejde.

Så min anbefaling er, at du på en meget bevidst måde skaber zoner og tidslommer til din optankning. Pauser på arbejdet og pauser derhjemme, hvor du genopbygger din ro og glæde. Begge dele er nødvendige for at du kan holde distancen.

Dine pauser er lige så vigtige som dine opgaver. De to ting hænger tæt sammen. Om du træner fitness, går tur i skoven eller bruger tid på din hobby betyder ikke så meget. Det afgørende er, at du får skabt en zone, hvor du virkelig holder fri, så du kan vende tilbage til arbejdet med ny energi. Mit næste tip i januarkuren handler om at høste værdien af at scenariebelyse.

Flere anbefalinger fra Tina

Tina er en af vores bedste undervisere i Ready to Learn biblioteket med færdiglavede e-learning pakker, som vores kunder kan leje (i stil med Netflix).

Vi elsker at dele vores viden, og du behøver ikke være kunde for at få endnu flere kloge anbefalinger fra Tina her. Disse blog indlæg stammer fra januarkuren, som Learningbank lancerede i januar 2016 i samarbejde med vores bedste undervisere for at hjælpe Learningbanks følgere godt, sundt og produktivt igang med 2016. For der er intet som et nyt år til at spore dig ind på nye, sunde arbejdsvaner. Og indholdet er lige så nyttigt nu, som det var i januar.

Du kan også læse mere om Tina Dupont på hendes egen hjemmeside House of Partnering