Topledere sætter virksomhedens læring på agendaen – for en lysere fremtid?

Virksomhedens læring kommer for alvor på agendaen nu, hvor topledere sætter mere fokus på bedre medarbejdertræning og en arbejdsstyrke, der trives.

I Davos mødes erhvervslivets spidser med centrum-venstre i global politik. I år sætter de fokus på ansvarlig ledelse – og der lægges op til fokus på et nyt emne, som jeg personligt tror, vi har et kæmpe behov for i fremtiden: Nemlig effektiv læring.


PwC har igen i år publiceret deres globale toplederundersøgelse med svar fra 1400 topledere som optakt til topmødet World Economic Forum i DAVOS, hvor verdens ledere i år vil fokusere endnu mere på global ansvarlighed.

Flere vil ansætte nye medarbejdere – og talent har topprioritet!


Over halvdelen (52 pct. mod 48 pct. i 2016) har planer om at ansætte flere medarbejdere i 2017. Og de fleste er enige om, at succes afhænger af de rette talenter med de rette kompetencer.

Læring skal klæde medarbejderne på til at møde udfordringerne


Mange af toplederne indfører ifølge PwC desuden ” digital træning til deres læringsprogrammer for i højere grad at klæde deres medarbejdere på i mødet med den digitale udvikling.” Sådan skrev adm. direktør, Pwc, Mogens Nørgaard Mogensen, da han i går kommenterede toplederanalysen i BØRSEN – som en optakt til topmødet i DAVOS.

Fakta-baseret optimisme

 

Mens mange dele af erhvervslivet forståeligt nok frygter for effekterne af Trump’s endnu uvisse tiltag, så holder rigtig mange af verdens topledere fokus på, hvad der kræves for at løse verdens mange udfordringer – store som små. Og her er det godt at se, at PwC som optakt kan vise konkrete analyser, som dokumenterer, at 1400 topledere sætter læring ’top of mind’.

Fremtidens fem vigtigste kompetencer


En anden frygt, som fylder meget på arbejdsmarkedet, er frygten for, at vores kompetencer (og dermed vores levebrød) kan erstattes af robotter eller smarte digitale systemer. Også her har PwC analysen opmuntrende nyt: De 1400 topleder har udpeget de fem vigtigste kompetencer, os så vidt jeg kan se, er der ingen af dem, der kan hverken kodes eller programmeres. Derimod kan de alle sammen LÆRES.

  • 76 pct. peger på problemløsning
  • 72 pct. på lederevner
  • 69 pct. på evnen til at samarbejde
  • 62 pct. på innovation og kreativitet
  • 62 pct. på omstillingsparathed
”Teknologien kan ikke stå alene. Også fremover bliver mennesket, og dermed de rette talenter og ledere, helt afgørende for succes.”

Det skriver Mogens Nørgaard Mogensen også i sin kronik, og jeg er fuldstændig enig. Vi skal ikke være bange for robotterne, men sikre at vi som mennesker følger med og arbejder sammen også med robotterne.

Når jeg samtidig tænker på min egen lille virksomhed Learningbank i den store sammenhæng, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi også vil være med til at sikre en bedre fremtid ved at sætte læring højt på agendaen og hjælpe de store virksomheder med at få kabalen til at gå op, så vi løfter de afgørende kompetencer helt ude i de yderste rækker af organisationen. Alt sammen med optimal støtte fra teknologier, der passer til deres formål. Naturligvis.

Hvor er det dejligt at se, at Mogens Nørgaard Mogensen tegner et optimistisk billede af en verden med lyse fremtidsudsigter – baseret på input fra de 1400 topledere, som har besvaret PwC’s undersøgelse.

Med ønsket masser af fremgang i 2017 til alle jer andre derude i det danske erhvervsliv, som også arbejder på at skabe løsninger for en lysere fremtid: Det bliver spændende at se, hvad de kommende dage bringer af budskaber fra eliten i DAVOS.

Stine Schulz,
CEO & founder, Learningbank