Velkommen til ny Solution Sales Executive: Johan Marker Mertz

Hvad har forskellige salgsroller, psykoterapi og nano-bryggeri at gøre med Learningbanks nye Solution Sales Executive? Læs videre og bliv klogere.

Hvad er din tidligere erfaring?
Jeg er oprindeligt uddannet Cand.com fra Roskilde Universitet. Som sælger startede jeg med at sælge mobilabonnementer, og eftefølgende bevægede jeg mig ind i kundeservice med fokus på mersalg. Herfra begyndte jeg at arbejde med B2B-salg i en anden virksomhed, hvor jeg primært planlagde møder. Og nu er jeg her i Learningbank i en Account Executive-funktion hvor jeg afholder møder.

Hvordan fandt du Learningbank?
Learningbank fandt mig. Jeg blev headhuntet af en ekstern rekrutteringsvirksomhed. Og der gik faktisk kun en uge fra jeg fik et eftermiddagsopkald om jobbet til jeg skrev under. Da jeg var her kunne jeg bare mærke, at der var en god etisk integritet i virksomheden. Samtidigt med at det virker som nogle dygtige og interessante mennesker der er i virksomheden.

Hvad begejstrer dig ved tanken om at skulle arbejde her?
At dét vi leverer skaber en positiv forandring i menneskers liv. Det er vigtigt for mig at kunne stå inde for produktet. Desuden tiltaler det mig meget, at vi har færdigt indhold til brugeren, som vi selv har skabt. Kollegerne herinde synes jeg er nogle meget milde mennesker og der er en rigtig varm og positiv atmosfære blandt alle mennesker herinde.

Hvad kan du bidrage med i Learningbank?
Jeg kan bidrage med et bredt fundament inden for salg. Jeg har prøvet mange forskellige typer salgsroller. Og så kan jeg godt lide at arbejde med mig selv. Jeg læser psykoterapi ved siden af, og de elementer kan jeg godt lide at tage ind i mit arbejde. Og så selvfølgelig min baggrund fra kommunikation kan jeg bruge i samspil med mine kolleger og ude hos kunderne.

Hvad glæder du dig til at tage fat på?
Dét jeg gjorde for ti minutter siden. Forhandling. Jeg har glædet mig til at forhandle, og det er noget jeg virkelig brænder for. Jeg kan godt lide, at det er et helt nyt land hver gang, og at det er en ny situation man skal finde en løsning til.

Hvad kan man altid spørge dig om?
Øl. Jeg har brygget øl i mange år. Jeg har ikke haft et mikrobryggeri, men man kan måske kalde det for et nano-bryggeri. Derudover interesserer jeg mig bredt for kultur – alt fra teater til at finde nye musikkunstnere at lytte til. Begge mine forældre er musikere, så hele musikdelen har ligget meget til højrebenet for mig.

Hvad kan man aldrig spørge dig om?
Sport. Medmindre vi snakker esport, hvor jeg holder meget af at følge strategi-spillet Starcraft 2.

Hvis du kunne spise middag med hvem som helst – død eller levende – hvem skulle det så være?
Tesla, Obama, eller måske Alexander den store. Sidstnævnte fordi han har en virkelig fascinerende historie. Han var bare skabt til at gøre det han gjorde fra så ung en alder. Og så var han den første til at erobre en halv verden.