Ny Junior Project Manager i Learningbank – Velkommen til Emil Hansen

Hvad har projektstyring sammen med en masse gåpåmod og 80’er musik at gøre med Learningbanks nye Junior Project Manager? Læs videre og bliv klogere. 

Hvad er din tidligere erfaring?

Jeg har en uddannelsesbaggrund inden for marketing management. Derudover har jeg de seneste fire år arbejdet i en kommerciel afdeling hos en af Danmarks største mediehuse. Det sidste års tid var jeg ansat i en nyopstartet afdeling, hvor jeg havde ansvaret for nogle forskellige projekter, samt procesoptimering, der skulle implementeres i den nye afdeling.

Hvordan fandt du Learningbank?

Jeg havde hørt om Learningbank fra en af mine rigtige gode venner. Han kunne derudover fortælle, at Learningbank faktisk havde en stilling oppe som han mente passede til mig – og det må man sige, den gjorde, så jeg tog kontakt med det samme.

Hvad begejstrer dig ved tanken om at skulle arbejde her?

Helt klart rejsen som Learningbank har været på, men også kommer til at være på fremadrettet. Jeg synes, det er en perfekt mulighed for mig at komme til at udvikle mig selv, i takt med at virksomheden udvikler sig. Jeg er sikker på, at jeg kan lære en masse, udvikle mig og få erfaring indenfor en spændende og vigtig branche. Jeg synes især, at det er vigtigt, at flere virksomheder har fokus på medarbejderudvikling og medarbejderoplevelsen – og der kommer Learningbank ind i billedet.

Hvad kan du bidrage med i Learningbank?

Jeg kan bidrage med en masse gåpåmod og drive. Derudover er jeg altid i godt humør og tager tingene med et smil. Vigtigst af alt, så er jeg god til at skabe overblik og samtidig have øje for detaljen – og lige gi’ tingende et frisk pust.

Hvad glæder du dig til at tage fat på?

Jeg glæder mig utrolig meget til at hjælpe på diverse projekter og gøre vores kunder tilfredse. Jeg har en plan om, at alle vores projekter skal forløbe fejlfrit og være en stor succes hos kunden. Det glæder jeg mig meget til at prøve kræfter med, men samtidig også overbevise virksomheder om, hvor vigtigt det er, at man udvikler sine medarbejdere og sørger for de er motiveret igennem hele deres ansættelsesperiode, fordi jeg ved selv, hvor vigtigt det er, at man er motiveret på sin arbejdsplads.

Hvad kan man altid spørge dig om?

Man kan altid spørge mig om fodbold, især Manchester United – den klub ved jeg en masse om. Man kan også altid spørge mig om, jeg kender en god 80’er sang.

Hvad kan man aldrig spørge dig om?

Navnene på Kronprins Frederiks børn.

Hvem vil du gerne spise middag med – død eller levende?

Min morfar, ham har jeg desværre aldrig kendt, men hører tit, at vi minder om hinanden. Men jeg kunne da altid tage en middag med Sir Alex Ferguson.