Ny Learning Designer i Learningbank – Velkommen til Michael Svendsen

Hvad har illustrationer, en fortid som freelancer og filmen ‘Tilbage til fremtiden’ at gøre med Learningbanks nye Learning Designer? Læs videre og bliv klogere. 

Hvad er din tidligere erfaring?

Jeg er uddannet grafisk designer og startede som freelancer lige efter jeg var blevet færdiguddannet. Det var en sjov tid med meget varierende opgaver; det kunne være en campingvogn, der skulle tegnes køer på, et reklamebureau, der havde brug for en ekstra hånd i en periode eller et firma der havde brug for hjælp til at designe et askebæger. Da jeg havde været freelancer i 9 år, skulle jeg være far for første gang, og da min største kunde tilbød mig et job på det tidspunkt, virkede det som en god mulighed for at få lidt stabilitet ind i min hverdag. Der endte jeg med at sidde i ca. 7 år med ansvaret for deres visuelle udtryk på tryk, web og til deres konferencer.

Hvordan fandt du Learningbank?

Jeg lavede lidt freelanceopgaver for Stine (red. CEO & Founder) for ca. 8 år siden, så har altid fuldt lidt med i hvad hun havde gang i. Jeg så et jobopslag tilbage i 2017, hvor I søgte en Learning Designer og det så rigtig spændende ud, men jeg var ikke på jagt efter et nyt job på det tidspunkt. Det var jeg så til gengæld, da jeg så et nyt jobopslag på samme stilling i starten af 2019, og nu er jeg her.

Hvad synes du er spændende ved at arbejde i Learningbank?

Helt sikkert opgaverne og menneskerne. Jeg glæder mig til at få mulighed for at arbejde med illustrationer, og udvikling af spiluniverser. Jeg elsker at tegne og har altid prøvet at snige illustrationer ind hvor det var muligt, både da jeg freelancede og da jeg var fastansat. Glæder mig også rigtig meget til at lære alle bedre at kende. Det er et virkeligt rart sted at være, og I virker alle sammen utrolig søde.

Hvad kan du bidrage med i Learningbank?

Jeg håber at kunne bidrage med en masse spændende illustrerede universer og hyggelige figurer.  Jeg håber også, at jeg kan få gavn af mine generelle grafiske evner og være med til at udvikle en masse sjove og engagerende læringsspil.

Hvad kan man altid spørge dig om?

Man kan altid spørge mig om filmen ”Tilbage til fremtiden”- af eller anden årsag, fylder den film meget i min verden. Man kan også altid spørge mig, om jeg vil med ud at løbe en tur – det vil jeg meget gerne.

Hvad kan man aldrig spørge dig om?

Hvad jeg ønsker mig i fødselsdagsgave – jeg har fødselsdag snart, og jeg kan simpelthen ikke komme på noget jeg ønsker mig.

Hvem vil du gerne spise middag med – død eller levende?

Min kæreste og jeg kommer ikke så meget ud for tiden, så hende gad jeg rigtig godt spise en god middag med. Ellers skulle det nok være Dave Grohl fra Foo Fighters og Jack Black, det tror jeg kunne blive rigtig sjovt.