Ny Marketing & Growth Specialist i Learningbank – Velkommen til Hjalte Bach

Hvad har 19 års karatetræning, digital marketing og James Bond at gøre med Learningbanks nye Marketing & Growth Specialist? Læs videre og bliv klogere. 

Hvad er din tidligere erfaring?

Jeg har læst cand. merc.(kom) på CBS med speciale i marketing og PR. Under studiet arbejdede jeg for kursusvirksomheden Softworld, hvor jeg var med til at lave en digital turnover, som blev min ilddåb i feltet. Jeg har også arbejdet for Lyngby Boldklub som Digital Marketing Manager og jeg kommer senest fra boligudvikleren Bonava, hvor jeg var Digital Manager og senere hen Content Lead med ansvar for Danmark og Norge.

Hvordan fandt du Learningbank?

Jeg fandt Learningbank via LinkedIn. Det kriblede i maven for at komme ud i noget nyt, og jeg synes, det lød så fedt, at jeg straks sendte en e-mail til John (red. VP of Revenue).

Hvad begejstrer dig ved tanken om at skulle arbejde her?

Det begejstrer mig rigtig meget at være med til at hjælpe virksomheder og mennesker med at udvikle sig. Jeg er vild med at Learningbank står overfor en fed udvikling, hvor jeg kan sætte mit præg på markedsføringen i en virksomhed, der også vægter fællesskabet og kulturen højt – her er fyldt med god energi.

Hvad kan du bidrage med i Learningbank?

Jeg har altid arbejdet med at drive lead-generende digital marketing på tværs af kanaler og discipliner, og så er jeg iderig og elsker at være kreativ i kommunikationen og værktøjerne. Marketing i dag kræver mange hatte, der skal af og på, og her kan jeg bidrage med viden og en masse ideer på tværs af disciplinerne, så brugeren får værdi, og salg får de leads, de skal bruge.

Hvad glæder du dig til at tage fat på?

Jeg glæder mig til at tage meget mere fat i inbound marketing. Det er ret essentielt for B2B og virksomheder, der ønsker at skabe mere værdi for deres målgruppe. Her markedsfører vi mere på viden og har fokus på det, som holder målgruppen vågen om natten.

Hvad kan man altid spørge dig om?

Hvad som helst, jeg er altid klar på en kaffe og en snak. To nørdeområder hos mig er karate og James Bond. Jeg har været fan af James Bond lige siden han fik en renæssance med GoldenEye (jeg er naturligvis også mester i Nintendo 64 spillet), og så har jeg trænet karate siden jeg var 10 år gammel. Det er en fed og udfordrende træning.

Hvad kan man aldrig spørge dig om?

Jeg er håbløs til gør-det-selv arbejde.

Hvem vil du gerne spise middag med – død eller levende?

Walt Disney og Stan Lee eller Stephen Covey. Walt Disney og Stan Lee ville jeg gerne møde, fordi de har skabt de her kæmpe kreative universer med karakterer og historier, vi alle elsker og er vokset op med. Det er meget fascinerende. Stephen Covey ville jeg også gerne møde over en chili con carne. Hans arbejde med personlig ledelse og selvudvikling er vildt inspirerende.